Jeg er…

Jeg er facilitator. Jeg vil gerne guide dig på vej. For du behøver ikke at gå vejen alene. Selv om de fleste af os tror, det forholder sig sådan.

Jeg er mor med stort M. Nok også på arbejde. For jeg kan ikke lade være med at mærke de mennesker, jeg møder. Jeg er ikke “kun” coach. Jeg bruger mig selv. Det er i samhørigheden mellem mennesker, at vi tør vise os. Også det, der er sårbart.

Jeg er vild med naturen. Bader året rundt. Går helst ture i skoven hver dag. Jeg har en udebruser, hvilket har vist sig at være tættere på lykken, end jeg kunne forestille mig.

Jeg er skilt. Og det har været en stor del af min identitet. Fordi der ikke er en celle i min krop, der ikke er forandret af den oplevelse. Af smerten. Af at dele mine børn. Og af at turde tro på kærligheden igen.

Vi er…

Om og om igen oplever jeg sammen med klienter, kursister og kunder at det er i genkendelsen noget flytter sig. Når vi opdager, at vi ikke er alene. Når vi opdager, at det er muligt at træffe kærlige valg. Når vi opdager, at vi rejser os igen.

Så tør vi lidt mere. Så viser vi lidt mere af os selv. Så bliver vi opmuntret. Det er det, jeg vil. Skabe identifikation og genkendelse. Så du bliver mindet om, at du ikke er alene.

Jeg gør det gennem coaching, undervisning, facilitering og fællesskaber. Gennem ord. Ord er mit pejlemærke.

Både det talte og det skrevne. Førstnævnte falder mig nemmere end sidstnævnte. Men jeg elsker ord. Og mit liv er bedst, når jeg læser, mens jeg går tur (audio-bøger for the world!), når jeg skriver hver dag, når jeg læser højt for ungerne, når jeg lytter til musik med lækker lyrik og når et citat får mig til at stoppe op.

Det hele handler om identifikation. Det jeg allerede er. Det jeg gerne vil være. Og have. Det jeg nægter at være (og derfor helt sikkert er). Det jeg virkelig fordømmer. Med andre ord, når livet kan mærkes.

du er…

Jeg vil hellere fortælle hvem jeg er, end hvad jeg laver. Og jeg har den samme interesse i dig.

  • Hvem er du?
  • Hvad længes du efter?
  • Hvad får dit hjerte til at blafre?
  • Hvad er du mest bange for?
  • Hvad gør dig vred?
  • Hvilke kriser har formet dig?

Med andre ord; hvad har livet lært dig?

Jeg har øvet mig en del på at præsentere mig uden CV’et forrest til at stive mig af. Men her får du et par stikord:

Jeg har en cand.mag i medievidenskab. Jeg har en mastercoach-uddannelse fra Sofia Manning, hvor jeg har undervist de sidste ti år og en skilsmissecoach-uddannelse fra LA.

Jeg har arbejdet i DR og på den danske ambassade i Washington.

Hvad jeg ved nu…

  • Vi er mennesker først. Jeg har forsøgt hele livet at regne ud og lægge strategier for, hvordan jeg skulles lykkes. Men hver gang er der én, der spænder ben for mig. Mig selv. Og mine mønstre.
  • Vi er ikke særlig komplicerede. Jeg har 3-4 grundlæggende mønstre, som driller mig (og jeg tror på, at det samme gælder for dig). Hver gang jeg afslører ét af dem i forsøget på egenrefleksion, skræller jeg et lag af og kommer tættere på mig selv. Men mønsteret har en snu tilgang og forklæder sig blot endnu en gang for så at dukke op på ny.
  • Jeg skal genlære alt i relationen. Jeg har brugt 10 år på selvudvikling. Altså på primært at beskue min egen navle. For nogle år siden opdagede jeg, at alt hvad jeg har lært om mig selv, skal jeg genlære i relationen. Fordi det er først her, sammen med andre, at det bliver sårbart.
  • Fællesskaber er virkelighedslaboratorier. Når vi lærer os selv bedre at kende sammen med andre, fungerer det som et virkelighedslaboratorium. Vi er tættere på den virkelighed, hvor vi skal omsætte indsigt til handling. Til tydelighed, kærlighed og nærhed.
  • Jeg skal ikke fikses, være mere større, eller bedre, end jeg er. Jeg skal “blot” være vågen. Og turde sårbarheden i relationen. Forskellen for mig er, om jeg er bevidst om, hvilke mønstre, der nu spiller ind, og om jeg har modet til at blive hjemme hos mig selv, tage ansvar for mine reaktioner og der, hvor jeg er mindst.
  • Ansvar er nøglen. Vi har kun indflydelse på hjemmebanen. Heldigvis er det sådan, at når én handler anderledes i relationen, så ændrer relationen sig. Også selv om den anden forbliver den samme.
  • Tillid kan ændre verden. Hvis vi opdagede alle de måder, hvorpå vi lod frygten styre vores liv og i stedet turde vælge tillid. Til os selv, til andre og til livet. Så ville vores børn, vores relationer, vores arbejdsliv og kærligheden have meget bedre kår.