Har du et specifikt spørgsmål, eller er du stadig lidt i tvivl om,
hvorvidt uddannelsen er det rigtige for dig, så dyk ned i de ofte stillede spørgsmål herunder.

Måske får du lige præcis det svar, du leder efter.
Ellers er du meget velkommen til at skrive til mig på mail@lykkerix.dk med dit spørgsmål.

Hvor mange deltagere er der på hvert hold?

Hvor mange deltagere er der på hvert hold?

Når jeg faciliterer grupper – og det kommer jeg også til at gøre med gruppen på uddannelsen – bliver det svært, når der er mere end 20 mennesker i gruppen.

Derfor er 20 også max antal deltagere på uddannelsen.

Fordi al formidling også foregår på mange niveauer, og i et meta-perspektiv, hvor du både er eleven, deltageren og GruppeFacilitatoren.

Jeg er ikke god i eksamenssituationer, hvad gør jeg med certificering?

Certificeringen på uddannelsen er dit kvalitetsstempel.

Det handler om at binde sløjfer på et forløb og en læring. Det handler om at lege med al den nye viden, de nye værktøjer og øvelser. Det handler om at vise dig, præcis som du er, med sårbarhed som største styrke.

Certificering er ikke en præstation, der skal tage dig tilbage til folkeskole og gymnasium. Det er en kvalitetssikring og en måde for dig at finde ud af, hvem du er som GruppeFacilitator og hvordan du vil lege med øvelser, værktøjer, teorier og mest af alt møde menneskene i gruppen. Der er ikke kun én “rigtig” måde. Vi vil meget gerne væk fra vores ungdoms association med eksamen og i stedet lade det være et kreativt rum, hvor du kommer tættere på din rolle som GruppeFacilitator.

Og. Ønsker du ikke at certificeres, så har du stadig lært alle værktøjer, øvelser og teorier med hele dit system og kan gå ud og bruge dem.

Er uddannelsen ECTS-godkendt?

Ikke endnu men det er min ambition at den bliver det indenfor et år eller to.

Kan jeg betale i rater?

Ja, du kan betale i 4 over 3 måneder eller 7 rater over 6 måneder mod et administrationsgebyr.

Kommer uddannelsen til Jylland?

Det kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt. Måske om en årrække.

Du skal dog vide, at der er flere tilmeldte fra Jylland på uddannelsen og jeg er meget optaget af at vi udnytter alle ressourcer.

Det betyder, at jeg inde i den fælles Facebook-gruppe, som er det bedste sted at mødes virtuelt, sørger jeg for, at der bliver oprettet samtaler om samkørsel. Jeg spørger også deltagerne på holdet, om der er nogle, der kan huse en deltager langvejs fra.

For dette er ikke blot en uddannelse, men også et fællesskab. Jeg tror meget på fællesskabet. Og på deleøkonomi. Det er vi nødt til for at spare på ressourcerne i dag.

Måske er du nødt til at betale for overnatning på det første modul, men derefter har alle mødt hinanden og det er betydeligt lettere at åbne sit hjem.

Det er også muligt at alle dem, som kommer langvejs fra, sammen lejer et sted via AirBnB. Min tanker er i hvert fald at jeg og mine assistenter vil være behjælpelige med at føre den dialog.

Hvordan kan jeg få min virksomhed til at betale?

Dette er i høj grad en moderne ledelsesuddannelse. For ledelse handler i dag om at kunne se, anerkende og løfte medarbejdere og meget lidt om faglige kompetencer, fordi det hører et gammelt paradigme til.

I dag er fleksibilitet, innovation og personlige kompetencer de reelle konkurrenceparametre. Derfor er vi nødt til at kunne udvikle vores medarbejdere på daglig basis i stedet for kun at have den snak til den årlige MUS-samtale. Det betyder også, at vi er nødt til at kunne se og anerkende medarbejdere i gruppen, da 1-1 samtalen er et kunstigt forum for udvikling. Vi må kunne praktisere udvikling af medarbejdere til de ugentlige møder, til et hurtigt møde ved kaffemaskinen, i de små uformelle settings.

Det handler også om trivsel. Mennesker, der ikke trives, fordi de ikke bliver hørt og/eller forstået, fordi de ikke føler sig respekteret i fællesskabet eller fordi de føler sig anderledes, kan ikke performe optimalt. Det er altid mennesket og det personlige, som forhindrer den gode trivsel.

Selv om du ikke arbejder med coaching eller grupper til daglig, er dette en meget værdifuld leder-uddannelse. Dine møder, din måde at møde dine medarbejdere og din evne til at læse og forstå menneskers reaktioner, vil markant forbedres. Der er mange fordel ved at have en GruppeFacilitator udannelse, som leder, projektleder eller nøgleperson i en virksomhed.

Få tilsendt PDF til din virksomhed og din chef ved at skrive til mig på mail@lykkerix.dk

Hvad kan jeg bruge din uddannelse til, hvis jeg allerede er coach?

Det er en rigtig god overbygning, fordi du på nuværende tidspunkt er ekspert i 1:1 samtalen, men har begrænset erfaring og værktøjsbælte med arbejdet i at coache flere på en gang.

Når du forstår gruppedynamik og hvordan det relationelle kan både løfte, fordybe og forstærke det personlige udviklingsarbejde, vil du kunne skabe endnu bedre resultater som coach, oven i købet for flere på én gang.

Det er interessant for dig som er selvstændig coach, fordi dine timer er dit loft for indtjening. Så hvis du vil tjene flere penge er du nødt til at coache flere på en gang.

Er det en relevant uddannelse, hvis jeg er underviser eller konsulent?

Hvis du er lærer, underviser eller konsulent kender du til frustrationen omkring at formidle virkelig mange guldkorn, men have følelsen af, at de ikke rigtig sætter sig fast.

Hvis du kender den fornemmelse er GruppeFacilitator den helt rette udannelse for dig. Her lærer du at arbejde med forankring af viden på et dybere niveau. Ikke kun med hoved, men også med krop, følelser og hjerte. Når vi formidler i en gruppe transformeres budskaber og viden i rummet, når deltagerne arbejder med det, sammen, fordi du engagerer dem personligt og følelsesmæssigt.

Hvad er det, jeg helt konkret lærer på din uddannelse?

Du lærer:

• at tackle modstand i rummet, både den indre og den ydre
• at forankre viden og udvikling, så det skaber resultater i hverdagen og virkeligheden
• at oversætte andres menneskers reaktioner, så vi forstår i stedet for at lukke ned
• at variere dit indhold i det undelige med enkle værktøjer
• at aktivere krop og følelser så vi kan mærke, at vi er til stede
• at skabe trygge fællesskaber (før et menneske er trygt, er det hverken i stand til at åbne, lære eller høre hvad du siger)
• at formidle autentisk, så du både du selv og deltagerne kan mærke dig
• at facilitere det svære, stilheden og sårbarheden i et rum med andre mennesker
• at strukturere alle slags menneskelige processer, fordi sådanne ikke kan kontrolleres (mennesker er irrationelle)
• at løfte, anerkende og støtte individuelt, selv om der er flere mennesker i gruppen
• at udnytte forskellighed i en gruppe til alles fordel, også din som leder
• tage autoriteten foran en gruppe og samtidig skabe stor samhørighed og personlige indsigt (også for korslagte arme og mennesker i jakkesæt)

Hvad hvis jeg ikke har en gruppe at øve mig på?

Det er ikke svært at dukke op på uddannelsen og tage læring ind. Det er svært at omsætte læring til praksis, så værktøjer og facilitering sidder på rygraden og derfor kan bruges i hverdagen. Derfor er det nødvendigt, at du øver dig mellem modulerne. Derfor har du brug for en gruppe at øve dig på.

En gruppe kan være mange ting. Det kan være kollegaer på dit arbejde, det kan være din medarbejder-gruppe, det kan være en gruppe, du samler via et fælles tema eller overskrift på Facebook. Det kan være en gruppe forældre i forældre-rådet eller dine børns klasse, det kan være mange ting og jeg har endnu ikke haft en deltager på uddannelsen, som vi ikke kunne hjælpe med at finde en gruppe.

Der sættes tid af på uddannelsen til at finde den rette gruppe og/eller idé til den enkelte.

Det passet ikke lige nu. Kan jeg vente til næste gang?

Måske tvivler du og har svært ved at træffe beslutningen. Når tvivlen nager, får vi lyst til at udskyde beslutningen.

Men vi bliver aldrig klar. De første skridt vi tager, indbefatter altid en uvished. Mange af de svar vi leder efter, får vi kun ved at gå i gang.

Selvfølgelig kan du ikke regne ud helt specifik, hvad du skal bruge uddannelsen til. Du har jo ikke taget den endnu og ved ikke, hvad det er, der bliver dit særlige felt eller speciale som GruppeFacilitator.

Du må også huske at spørge dig selv: “Hvis jeg venter, hvad har jeg så tænkt mig at gøre anderledes frem til næste uddannelse, for at min situation ser anderledes ud?”

Helt lavpraktisk, hvad er så anderledes i min hverdag efter GruppeFacilitator Uddannelsen?

Som coach; Det er en stor investering, hvis du er selvstændig og jeg ved, du arbejder for dine penge. Men hvad nu hvis du kunne arbejde den samme tid, som du nu gør med 1-1, og tjene op til 5 gange så meget? For det kan du, hvis du arbejder med coachinggrupper. Du kan sælge din tid til flere på én gang og med GruppeFacilitator-uddannelsen i bagagen kan du skabe den samme værdi for den enkelte.

Din investering i GruppeFacilitator-uddannelsen kan være tjent ind ved salget af én coaching-gruppe. 7 deltagere, der hver betaler 5.000,-. Det er bestemt ikke urealistisk.

Som leder; Hvad nu, hvis du ikke altid var et skridt bagud, havde en medarbejder, som ikke trivedes og brugte størstedelen af din tid på at slukke ildebrande af alle slags? Hvad nu hvis du kunne være på forkant i stedet for bagkant? Hvad nu hvis du kunne bruge din tid på nærvær, strategi og visioner?

Det kan du, når du kontinuerligt tager dig af din vigtigste ressource; din medarbejder. Det kan du, når du som GruppeFacilitator kan skabe

• En anerkendende tilgang
• Effektiv mødekultur
• Ansvarlige medarbejdere
• Høj social kapital
• Mod til konflikthåndtering
• Sundt psykisk arbejdsmiljø
• Et fælles sprog og en fælles kultur

Hvordan ved jeg, at jeg har truffet det rette valg?

Uddannelsen til GruppeFacilitator taler lige ind i den tid, vi lever i. Vi har aldrig større muligheder og været mere individualiserede i vores valg. Men vi har aldrig været mere ensomme eller længtes mere efter kærlighed, venskaber og fællesskaber.

Vi har glemt relationen. Eller i hvert fald, at det har konsekvenser at være i relation til andre mennesker. Sårbarhed er måske den største af dem. Vi er nødt til at vise os, hvis vi vil opleve dybde og nærhed. Hvis vi vil ses og se andre.

Alligevel foregår langt det meste udvikling 1:1, netop fordi det er sårbart. Men hvis vi ikke øver os i virkeligheden, hvordan skal vi så nogensinde få de oplevelser og fællesskaber vi sådan længes efter?

GruppeFacilitator Uddannelsen træner lige præcis evnen til at vise sig, være sårbar og træffe modige valg hen mod det, vi længes efter. Gruppen er et virkelighedslaboratorium, hvor vi erfarer med hele systemet, hvad det er vi skal lære for at opnår de relationer og fællesskaber, vi længes efter.

Hvis du lærer det, på egen krop, så dine egne relationer forbedres, og du oven i købet kan hjælpe andre til at opnå det samme, har det så ikke været det rette valg?