En rå start på året – sådan ser nye begyndelser også ud…

img_5144Det så godt ud på Facebook. Det var det også. Men det er ikke hele historien.

Det var – også – råt. Og jeg kunne kun gøre det alene. Tjekke ind med det knuste hjerte.

Men jeg var ikke alene. Vesterhavet holdt mig. Blæsten, lyset, himlen, stjernerne og den nye måne var med mig. Når jeg turde overgive mig, var de der hele tiden til at holde mig. Til at minde mig om, at smerten må gennemleves for at komme ud på den anden side.

Når vi tænker tilbage på de tider, hvor vi har siddet med den rene, rå hjertesmerte, tror vi helt sikkert på, at vi kan gøre det igen. Jeg kender min egen opløftethed over, at jeg tør gå gennem i stedet for udenom. Min vished om at “this too shall pass”.  Men det er jo fordi, jeg ikke længere kan mærke smerten. Så er det nemt at sige, at sådan vælger jeg at leve livet.

I praksis, lige der mens bølgen tager os med under, er situationen en lidt anden. Lige der, hvor smerten har en helt fysisk tilstedeværelse. Hvor det faktisk føles som om både hjerte og solar plexus er krøllet sammen og proppet ind i en beholder, alt for lille til at holde det store, vi føler. Som om, der er prop i og det eneste, der kan sætte energien i bevægelse igen, er vejrtrækningen. Men hvis vi trækker vejret nu, så kommer det hele, så kommer bølgen, skyller ind over os med den samme tvivl, som den altid kommer med; kan jeg holde til det, kan jeg stå distancen, kan jeg udholde hjertesmerten eller vil den faktisk, denne gang, tage mig med under og ikke bringe mig med op igen?

img_5209Alligevel er vejrtrækningen vores bedste ven, den eneste elsker, vi behøver lige nu, for den kærtegner vores indre, aer det blidt og kærligt. Langsomt, ulideligt langsomt, heler det, som lige nu er råt, forrevet, itu og flænset.

Mens den er der, smerten, så er den bare rå. Der er ingen lindring. Intet rationale, der virker. For går vi op i vores hoved, så er vi allerede på vej udenom i stedet for gennem.

Så vi sætte os med den. Den råhed. Og ser om vi kan fornemme den prisme, som alle følelser er. De er nemlig ikke sort-hvide. Ved en anden vinkel, måske i bevægelse, måske tæt på naturen, måske i ren overgivelse til øjeblikket og virkeligheden, der kan vi fornemme andre nuancer. Men det ser kun den, som tør gå igennem. Som tør lade bølgen tage sig med under. Som tør lade hjertesmerten transformere. For ud af det knuste vokser noget nyt. Noget større. Noget stærkere. Som en anden fugl Phoenix. Men kun hvis vi tør lade det, der var, brænde. Uden visheden om, hvad der opstår ud af asken.

I råheden findes også en styrke. I råheden findes også en skønhed. I råheden findes også en klarhed.

Det mindede Vesterhavet mig om. Det eneste det krævede retur, var mit mod. Mit mod til bare at være. Med det hele.

1Comment
  • christina Pagh
    Posted at 17:53h, 08 January Reply

    Ja smerten kan virke så forbandet ubamhjertig når vi er midt i det, men det er ofte der vi lærer mest.

Post A Comment