Julen der bandt sin egen sløjfe

Så har vi set det sidste afsnit af julekalenderen og julepynten er taget ned. Det har været nogle rå, hudløse og meget smukke dage. Det har været en jul fuld af minder, bunde sløjfer og nye traditioner. Det har været en jul, der gik lige i hjertet. Og jeg sidder taknemmelig – og en kende grådlabil – tilbage, mens jeg ser frem mod det nye.

img_5068

Jeg holdt jul med børnenes far. Han spurgte mig juleaftensdag, om han var den eneste, der havde fået løftede øjenbryn ved den udmelding. Jeg måtte ryste på hovedet. De af Jer, der kender vores historie, ville nok have svoret, at det ikke lod sig gøre. Men fem år er lang tid. Og symbolikken er tyk.

For når jeg kigger tilbage, var det netop en samtale mellem os juleaften for fem år siden, der skulle vise sig at være den afgørende. Lige der gik det vi havde – endeligt – i stykker. Der har været langt hjem for os begge, men denne jul sad vi så i det, som en gang havde været vores fælles lejlighed med vores to børn. Og blev enige om, at det havde været en meget særlig dag og aften.

Han grinte af mig, da jeg nynnende stod i køkkenet og udbrød, at så svært var det da ikke at lave julemad. Som jeg rørte i rødkålen, førte duften mig 30 år tilbage i min farmors køkken i Pilshuse i Nyborg. Og det hele gik op i en højere enhed for sjældent har jeg følt mig så voksen som over den rødkål, mens jeg tilberedte julemad til min familie.

Jeg delte børnenes glæde med det eneste andet menneske, som kan glædes på samme måde som jeg. Og vi førte voksne samtaler over anden. Om emner, som betød noget og gik tæt på de liv, vi i dag lever hver for sig.

Da jeg med bobler i glasset og tårer der pressede sig på, ryddede køkkenet sent på aftenen mens ungerne legede helt stille med deres gaver, stoppede jeg igen op for at tage øjeblikket ind, som jeg havde gjort det mange gange i løbet af dagen, og skrev til ham: “Tak for den fineste aften. Tak fordi vi kunne det. Tak fordi det er dig, der er far til mine børn”.

Måske er en ny tradition født. Måske ikke. Sidste år holdt jeg jul alene i et sommerhus på Helgenæs med bøf bernaise, og det var også ganske særligt. Hvad end der sker herfra, får ingen lov at tage den sløjfe fra mig, som denne jul bandt på de sidste fem år.

Min barndoms familie viste stor forståelse, da jeg måtte bryde med traditionen og konventionen for at holde julen hjemme med min “egen” familie. Det er ikke altid nemt for mig at acceptere, at et tilvalg også er et fravalg. Det slog mig igen, da jeg pakkede julepynten ned og mindede mig selv om, at det ikke skulle op og hænge i denne lejlighed igen.

Hvor det hænger, hvem jeg holder jul med og hvor træet står til næste år, må tiden vise.

Det er et vakuum at befinde sig i. Mellem noget gammelt og fornemmelsen af noget nyt. Alligevel tror jeg primært min hudløshed denne jul har handlet om taknemmelighed. For stor kærlighed. For familie. For drømme, der ikke blev og et nyt liv, som jeg stadig ikke føler, jeg selv skriver kapitlerne til.

Men ofte overgår livet faktisk fantasien, hvis man tillader det. Og det har jeg tænkt mig at gøre. Det kræver overgivelse. Og tillid. Det er to gode ord at gå mod 2017 med.

No Comments

Post A Comment